Sygeforsikring

Det er en god idé at have din hund/kat sygeforsikret. Det kan blive meget dyrt hvis der opstår en pludselig, akut situation, men hvis dyret er sygeforsikret, kan man undgå at stå i det dilemma, hvor man skal vælge mellem liv og død pga. økonomi.

Husk at det er lovpligtigt at have din hund ansvarsforsikret, i modsætning til sygeforsikring som er frivillig.

Frivillig sygeforsikring

Det kan være meget dyrt, hvis dit kæledyr pludselig skal opereres for urinvejssten i en weekend, eller hvis hunden udvikler allergi, som ofte kræver mange dyrlægebesøg. For slet ikke at tale om, hvis dyret bliver kørt over, brækker et ben, sprænger et korsbånd eller får livmoderbetændelse, der kan kræve akut operation.

Ofte kan sunde og raske dyr sygeforsikres fra de er 8 uger gamle og indtil de er 2-4 år uden at der foreligger en sundhedsattest. For at sygeforsikringen dækker, er det gerne et krav, at dyret er regelret vaccineret, men undersøg altid selv, hvilke krav forsikringsselskabet stiller, og hvad de præcist dækker.

Der kan være stor forskel i dækningsgrad for eventuelt race-relaterede sygdomme, om udleveret medicin dækkes, selvrisikoens beløb, om forsikringsselskabet kan opsige forsikringen  efter en skade og  om syge-forsikringen ophører, når dyret bliver ældre

Vilkår og priser

Vilkår og priser for sygeforsikring svinger fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, så det er en fordel at indhente tilbud fra flere forskellige forsikringsselskaber, da der er forskel på dækningsgrad og selvrisiko.

Der er en forsikringsoversigt her.

Livslang forsikring er bedst

Det er værd at overveje, at nogle sygeforsikringer kun gælder til dyret bliver 10 år (og oftere syg). Nogle sygeforsikringer dækker fx kejsersnit, hvilket andre ikke gør og nogle dækker ikke kejsersnit for bestemte racer eller blandinger af disse racer.

Dækning af udleveret medicin?

Nogle forsikringer dækker også den medicin som dyret får udleveret. Dette kan eksempelvis være en større fordel for en ejer af en hund på 40 kg fremfor en ejer af en chihuahua.

Race-relaterede sygdomme

Der kan være meget stor forskel på, om sygeforsikringen dækker tilfælde af race-relaterede sygdomme. I det nedenstående er der givet en række eksempler på sygdomme, der kan være problematiske for visse racer. Undersøg altid hvilke undtagelser, der eventuelt er i policen for netop din hunderace/blandingshund.

  • fx allergi/hudproblemer hos West Highland White Terrier, Schæfer, Fransk Bulldog, Engelsk Bulldog, Amerikansk Bulldog, Shar Pei, Mops, Chow Chow eller blandinger af disse racer.

  • fx øjensygdomme hos Amerikansk Bulldog, Fransk Bulldog, Engelsk Bulldog, Chow Chow, Cocker Spaniel, Amerikansk Cocker Spaniel, Newfoundlænder, Sct. Bernard, Shar Pei eller blandinger af disse racer.

  • fx korsbåndsskader hos Chihuahua, Malteser, Mops eller blandinger af disse racer.

  • fx kejsersnit hos Bostonterrier,  Chihuahua, Fransk Bulldog, Engelsk Bulldog eller blandinger af disse racer.

  • fx operation af diskusprolaps hos Gravhund eller gravhundeblandinger.